about-top-2.jpg
 

ABOUT

 
 

CHRISTEL & JAVIER
KUNSTNER-PAR BASERET I KØBENHAVN, DANMARK

Det er et skatkammer af papmache, flamingo, bladguld, glas og keramik, og der dufter af terpentin, oliemaling, røg og uld.

 
 

 
 

Bag den tilgroede hæk, som i foråret blev klippet for første gang i de seksten år, parret har boet i huset, er der bygget små skure med spir på toppen og udskæringer i træet. Bagved barakkerne er der stablet kasser fyldt med klinker og der er skulpturer af keramik og bronze. Inde i huset hænger der malerier overalt og vindueskarmene er ligeledes fyldt med keramik. Væggene er dekorerede med mosaikker, omformede kobberplatter, ølkapsler og gibs-afstøbninger.

Christel Bækgaard og Javier Paños mødte hinanden i Barcelona i 1985. Dengang studerede Christel på Bellas Artes og havde klippet sit hår drengekort. Javier havde, i en alder af tredive år, bestemt sig for at blive kunstner, og han havde på det tidspunkt aldrig rørt et værktøj i sit liv. Samme år lavede de deres første udstilling og flyttede senere ud i landsbyen La Figuerosa. I løbet af de 12 år, hvor parret boede i huset Cal Felip, skabte de et indvendigt kunstværk og glemte verden udenfor den lille landsby.

Det er mange år siden, at de to var unge i Barcelona. Nu sidder Christel ude på sit værksted med sin bedstefars gamle jakke på, hendes hænder er ru af leret. Der er en helt bestemt ro ude i hendes værksted, hvor hun går og sysler med projekter, som hun ikke snakker for højt om. Indenfor i huset har Javier hentet brænde og tændt for CD afspilleren, som kører på repeat.

Han har beige overalls på, som er i en alt for stor størrelse til den lille spanske mand i stolen. Han sidder og kigger halvmelankolsk på sine malerier, og tænker på om nogen overhovedet forstår hvad det er, han maler.

De hader begge, når de bliver omtalt som kunstnere i Fjends folkeblad midt på ugen. Så griner de af ordet. Men de her to kunstnere er mine øjne nogle af de mest inspirerende og dygtigste mennesker, jeg har mødt. Måske fordi de har været skyld i, at min bror og jeg vandt årets udklædning til fastelavn alle år i folkeskolen, eller af den simple grund at de har givet mig al deres kærlighed. Jeg er helt sikkert blevet overforkælet, ikke fordi jeg har fået alt, hvad jeg har peget på, men fordi jeg har haft forældre, som kunne finde på at bruge hele natten på at forvandle stuen til et eksotisk sted med sole af papmache og strande malet på lærreder som fyldte hele væggen, blot fordi deres ‘unge’ fyldte ni.

Måske det kun er mig selv, der synes, at det her er helt specielt, og måske man skulle have været der, men det er egentligt også ligemeget for historien. De her mennesker har, med deres hænder, deres fantasi og deres tid, skabt deres helt egen verden, bare fordi de ikke kunne (eller kan) lade være med at blive ved at lege.

 
 

Skrevet af Sigrid Maria Panos, via. www.idoart.com


 

Følg os på Facebook, Instagram og Twitter for seneste nyheder omhandlende
vores daglige praksis, projekter og værker.

 

KONTAKT

Navn *
Navn